|

Kalundborg kommune undersøger mulighed for indkvartering af Ukraniske flygtninge i Viskinge

Kalundborg Kommune arbejder i øjeblikket på en plan om at indkvartere op mod 60 ukrainske flygtninge i bygningen på Kirkebakken 4 i Viskinge – den tidligere børnehave og det tidligere plejehjem. Der er i den forbindelse sendt brev ud til naboer og beboere i byen.

Baggrunden er et fortsat behov for midlertidige boligløsninger til ukrainske flygtninge, som er kommet til Danmark som følge af krigen i Ukraine. Kommunen undersøger derfor eksisterende bygninger, der kan anvendes til formålet, og ejendommen i Viskinge indgår som en mulig løsning.

Informationsmøde i Svebølle Hallen

I forbindelse med planerne inviterer Kalundborg Kommune til informationsmøde for borgere og interesserede:
– Tid: 18. februar 2026 kl. 18.00
– Sted: Svebølle Hallen


👉 Link til arrangementet på Kalundborg kommunes egen hjemmeside:
https://www.kalundborg.dk/nyheder-og-pressemeddelelser/2026/feb/orienteringsmoede-om-indkvartering-af-flygtninge-i-viskinge

Arrangementet er selvfølgelig også at finde i vores egen kalender:
https://www.landsbyliv-svebølle.dk/aktiviteter/orienteringsmoede-om-indkvartering-af-flygtninge-i-viskinge/

På mødet vil kommunen orientere om planerne, de overordnede rammer og den videre proces samt give mulighed for at stille spørgsmål.

Høringsfrist og mulighed for bemærkninger

Der er i sagen fastsat en høringsfrist, hvor borgere og interessenter har mulighed for at indsende bemærkninger til kommunen.

Høringsfrist: 15. februar 2026

Bemærkninger kan fremsendes på følgende måder:
– pr. mail til: byggesag@kalundborg.dk
– via digital post på borger.dk
– med almindelig post til:
Kalundborg Kommune
Plan, Byg og Miljø – Byg
Holbækvej 141B
4400 Kalundborg
– ved personligt fremmøde i receptionen på rådhuset

Ved henvendelse bedes følgende oplyst:
Byggesagsnummer: S2026-3

Planloven, som sagen behandles efter, kan findes på www.retsinformation.dk

Der er i forbindelse med sagen vedlagt en projektbeskrivelse for flygtningeboliger i Viskinge, som indgår i kommunens behandling.

En kendt bygning – forhold der endnu ikke er afklaret

Bygningen på Kirkebakken 4 er kendt af mange lokale og har tidligere været anvendt som både børnehus og plejehjem. I de udmeldte informationer er der tale om anvendelse som udslusnings- og indkvarteringssted for ukrainske flygtninge.

Det fremgår på nuværende tidspunkt ikke, hvor længe bygningen forventes anvendt til dette formål, eller om bygningen på sigt kan få anden anvendelse, herunder til andre grupper eller typer af flygtninge. Disse forhold er ikke nærmere defineret i de foreliggende oplysninger.

Sagen befinder sig fortsat på et afklarende og planlæggende niveau, og der kan ske ændringer i både omfang og udformning. Kalundborg Kommune har ansvar for indkvartering, drift og den overordnede ramme omkring opholdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *