Landsbyliv er skabt, fordi lokal information i dag ofte er flygtig.
Meget af det, der sker i vores lokalområde, formidles via sociale medier – især Facebook. Det betyder, at information hurtigt forsvinder igen, bliver svær at finde og i høj grad styres af algoritmer.
– Hvad du ser, og hvornår, afhænger ikke af, hvad der er vigtigt lokalt eller relevant for dig, men af hvad det enkelte sociale medie vurderer som relevant baseret på, hvad du tidligere har set eller klikket på.
Algoritmer på de sociale medier er skabt til at vise dig mere af det, du allerede har set, og i mindre grad til at udvide din horitsont, men hvad der ellers findes, som du kunne finde interessant.
Det gør det svært at få et reelt overblik.
Og endnu sværere at finde tilbage til det, man tidligere har set.
Det vil vi gerne skabe et alternativ til.
Landsbyliv er en fælles, borgerdrevet lokalportal
Et stabilt sted, hvor relevante informationer om lokalområdet kan samles, struktureres og findes igen. Her arbejder vi med overblik, sammenhæng og tilgængelighed – ikke med algoritmer og tilfældigheder.
Vi er ikke et socialt medie, og vi forsøger ikke at flytte folk væk fra de platforme, de allerede bruger. Tværtimod ser vi Landsbyliv som et supplement og et samlingspunkt, hvor trådene kan mødes, og hvor man fx. kan finde lokale grupper og facebook sider til landsbyer, foreninger og virksomheder, de rfindes lokalt i området.
Vi tror på, at et lokalsamfund har brug for mere end bare et feed.
Det har brug for et stabilt, men levende ståsted, hvor information kan samles, deles og struktureres over tid. Et sted, der giver plads til både hverdagsliv, engagement og fordybelse.
Et sådant sted rummer:
- information, der ikke forsvinder
- aktiviteter, der kan findes igen
- lokale initiativer, som bliver synlige over tid
- et sted, hvor nye borgere kan orientere sig
- et sted, hvor interesser kan finde fællesskab
- et fælles overblik, der ikke afhænger af algoritmer, enkeltpersoner eller kommercielle interesser
Landsbyliv er tænkt som netop dette – et fast ståsted, man kan vende tilbage til, når man vil vide, hvad der faktisk sker lokalt.
Vores mål er både at samle og formidle relevante, lokale informationer på tværs af kilder – og samtidig selv aktivt formidle nyheder, aktiviteter og interesser med lokal relevans.
Det kan være:
- lokale nyheder og artikler
- aktiviteter og arrangementer
- foreninger, fællesskaber og initiativer
- lokale ildsjæle og engagement
Vi samler relevant information fra andre platforme, hvor det giver mening; også sociale medier– hvis det er dér, informationen opstår. Vores ambition er at give den et mere varigt og overskueligt hjem, hvor den kan findes igen, sættes i sammenhæng og bidrage til et samlet overblik.
Landsbyliv er ikke en konkurrent til lokale hjemmesider, foreninger eller medier. Vi forsøger ikke at tage ejerskab over andres indhold, men at samle, henvise og skabe overblik, så lokale foreningers, initiativers og ildsjæles arbejde bliver mere synligt.
Et alternativ til eksisterende lokale portaler
I dag findes der lokal-portaler, som enten:
- drives i kommunalt regi
- bæres af enkeltpersoner
- eller ejes af større virksomheder, hvor annonceindtægter og kommerciel synlighed er det bærende grundlag
Fælles for mange af disse løsninger er, at de enten er sårbare, lukkede i deres struktur eller i høj grad styret af kommercielle hensyn.
Landsbyliv ønsker at være et andet bud. En portal, der er aktivt borgerdrevet, let at navigere i og bygget til at kunne integreres med andre lokale sites, kalendere og informationskilder. Et åbent og samarbejdende fundament, hvor indhold kan leve på tværs – uden at blive ejet eller indelukket.
Drevet af interesse – ikke af algoritmer
Landsbyliv er drevet af interesse, engagement og lokal relevans – ikke af algoritmer. Det er lokale borgere, foreninger og ildsjæle, der giver indholdet værdi. Vi ønsker at give plads til viden og engagement uden at styre eller ensrette. Det er lokalsamfundet selv, der definerer, hvad der er relevant.
Landsbyliv forholder sig politisk neutralt, men informerer og formidler om emner, initiativer og aktiviteter med et levende lokalsamfund som formål.
Landsbyliv kan have annonceindtægter, men de er ikke kernen i projektet – og må aldrig blive det.
Vi er ikke en reklameportal, og vi måler ikke succes i klik og rækkevidde, men i brugbarhed og relevans. Økonomien skal understøtte driften, ikke styre indholdet.